Livslang aflæring og pædagogisk livskunst - filosofisk livskunst som dannelse til det gode liv by Anders Dræby - HTML preview

målbar empirisk evidens og objektiv viden (Foucault 2010; Heidegger 2006; Rose 2009). Menneskelivet opfattes altså som en funktionel ressource, der er fuldt tilrådigt for mennesket selv og kan beherskes gennem dets egen kontrol af årsags- virkningssammenhænge (Jf. Heidegger 2003). Livsteknologierne orienterer sig derfor mod at forøge menneskets funktionelle livstilpasning og –kvalitet ud fra et livsideal om optimal funktionalitet og adaptivitet, der i stigende grad bevæger sig fra at være defineret som normalitet til at blive identificeret som lykke, succes og velvære (Sørensen 2002; 2010). En række forskere har påpeget, at livsteknologierne er utilstrækkelige, idet de er baseret på en reduktionistisk forståelse af mennesket. Samtidig påpeger disse forskere, at livsteknologierne bliver mere og mere knyttet til en utopisk idealisering af et selvberoende liv uden risiko og ubehag, som paradoksalt nok kan være med til underminere menneskets livsudfoldelse (Deurzen 2008; Harris 2010; Sørensen 2010; Jørgensen 2012). Mit udgangspunkt for projektet er, at der mangler en helhedsorienteret forståelse for en kvalificering af menneskelivet, der er baseret på et tidssvarende etisk ideal for fuld livsudfoldelse.

3. Flere forskere har beskrevet, hvordan det sundheds- og psyfaglige område i stigende grad bliver organiseret omkring en livsteknologisk forståelse af menneskets eksistentielle og psykiske livsproblemer og lidelser. Nemlig som diagnosticerbare psykiske sygdomme og forstyrrelser, der begribes som udtryk for dysfunktionalitet og en dysfunktionel tilpasning til livets vilkår (Brinkmann 2010; Foucault 2005a). Det sker i sammenhæng med en ændring i den funktionelle forståelse af sundhed fra at dække en snæver normaltilstand med fravær af sygdom til at dække en tilstand af fuldstændig fysisk, socialt og psykisk velvære (WHO 1946). Såvel WHO som en række forskere er imidlertid begyndt at advokere for, at hverken den diagnostiske tankegang eller det kulturelle velværeideal involverer en dækkende forståelse af den udviklingsproces, hvorigennem mennesket optimerer sine muligheder for at opnå livskvalitet (WHO 2002). Derfor er begrebet livsduelighed blevet foreslået som et mere dækkende begreb for sundhed (Austveg 1989). Samtidig er livsduelighed blevet introduceret som et nyt dannelsesideal, der kan fungere som alternativ til de snævre kulturelle livsidealer om lykke, velvære og succes (Schmidt 2002). I begge tilfælde forstås livsduelighed som en evne til at tackle livet med sammenhængskraft i en deltagende åben relation til sig selv, andre mennesker og sin omverden. Imidlertid er begrebet om livsduelighed aldrig blevet kvalificeret som grundlag for et terapeutisk perspektiv på, hvordan man kan